Vedtægter

Vedtægter for Hou/Boulstrup Energifællesskab

Stiftet d. 8. november 2023

§ 1. Foreningens navn og hjemsted.

Foreningens navn er “Hou/Boulstrup Energifællesskab”.
Foreningens hjemsted er forpersonens adresse.

§ 2. Foreningens formål og opgaver

Foreningen er dannet med udgangspunkt i det arbejde, der blev igangsat af Hou Fællesforums fokusgruppe ‘Grøn Fokus’ i 2023.

I erkendelse af behovet for grøn omstilling arbejder foreningen aktivt for at sikre, at lokal energiproduktion kommer til at bidrage til denne omstilling gennem oprettelse af et Vedvarende Energifællesskab (VE-fællesskab).

Foreningen ønsker at organisere borgerne i området således, at opførelsen af VE-anlæg sker på en måde, der tilgodeser lokale interesser så godt som muligt.

Foreningen vil undersøge muligheder for placering af VE-anlæg i lokalområdet og søger at sikre, at lokalområdet får det bedst mulige grundlag for at beslutte sig for mulige VE-anlæg i vores område.

Det er herunder foreningens mål, at ejerskabet til VE-anlæggene placeres i en erhvervsdrivende fond.

Fondens overskud skal anvendes til almennyttige formål, således at fordele ved energianlægget kommer flest mulige borgere i lokalområdet til gode.

Foreningens underformål vil være, at:

  • Sikre, at så stor en del som muligt af overskuddet fra VE-anlæg kommer lokalsamfundet til gavn.

  • Sikre medlemmernes medbestemmelse på VE-anlægs størrelse, placering og ejerskabsmodel gennem brede lokaldemokratiske processer. Dette sker ved anvendelse af afstemninger blandt foreningens medlemmer. Sådanne spørgsmål afgøres ved kvalificeret flertal.

  • Sikre, at ejerskabet til de lokale andele bliver organiseret på en måde, således at lokale, der indskyder penge i de lokale VE-anlæg, ikke hæfter eller risikerer noget udover deres indskud.

  • Udarbejde bestemmelser, der angiver, hvorledes den erhvervsdrivende fonds overskud anvendes til lokal udvikling i Hou, Boulstrup og det bredere opland.

  • Arbejde for at VE-anlægs placering, størrelse og ejerskabsmodel opnår bredest mulig opbakning blandt borgerne i Hou/Boulstrup og omegn.

  • Sikre rammer for den erhvervsdrivende fonds drift og for, at den kan blive del af et VE-fællesskab til gavn for foreningens lokale medlemmer.

  • Sikre et godt samarbejde med Odder Kommune.

§ 3. Medlemskab og kontingent

Som aktive medlemmer med stemmeret til foreningens generalforsamling kan optages enhver person over 18 år med bopælsadresse i Hou/Boulstrup og omegn, som har lyst og vilje til at støtte op om foreningens formål. Desuden kan personer, som måtte eje arealer, hvor der kan opstilles lokale VE anlæg, optages i foreningen.

Personer med tilknytning til lokalområdet men med adresse uden for dette kan optages som passive medlemmer med ret til at deltage i generalforsamlingen uden stemmeret. De er ikke valgbare til bestyrelsen. Foreninger og virksomheder kan også optages som passive medlemmer.

Ved indmeldelse i foreningen oplyses navn og adresse samt email. Hvis et medlem skifter adresse eller får en ny emailadresse, meddeles det til foreningen. Medlemmer som fraflytter området taber deres stemmeret. Medlemmet kan overføres til passivt medlemskab.

Generalforsamlingen kan vælge at udvide medlemskredsen til andre lokalområder, der berøres af et lokalt VE-anlæg.

§ 4. Generalforsamling, dagsorden og valg af bestyrelse

Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed. Der afholdes ordinær generalforsamling hvert år i januar eller februar måned. Indkaldelse skal ske med mindst 6 ugers varsel pr. email og elektronisk opslag til medlemmerne. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere samt en referent

  2. Aflæggelse og drøftelse af bestyrelsens årsberetning.

  3. Aflæggelse af regnskab.

  4. Behandling af indkomne forslag.

  5. Valg til bestyrelsen – første gang 1 år efter stiftelsen af foreningen. Roterende valg med to bestyrelsesmedlemmer på valg hvert år.

  6. Valg af 2 suppleanter.

  7. Valg af 1-2 revisorer.

  8. Eventuelt

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Forslag til behandling på en ordinær generalforsamling skal være forpersonen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingen. Endelig dagsorden udsendes til medlemmerne pr. email og/eller elektronisk opslag senest 7 dage før generalforsamlingen.

Generalforsamlingen kan kun træffe beslutning om sager, der er optaget på dagsordenen.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig, når den er lovligt indkaldt. Beslutninger træffes ved almindeligt flertal.

Alle med et aktivt medlemskab af foreningen har stemmeret. Der kan ikke på generalforsamlingen stemmes ved fuldmagt eller brev. Afstemninger kan foretages ved håndsoprækning. Ved personvalg foretages dog altid skriftlig afstemning, hvis der er opstillet flere kandidater, end der skal vælges. Skriftlig afstemning foretages endvidere, hvis dirigenten eller mindst 5 medlemmer ønsker det.

Ved spørgsmål, der angår størrelse, placering eller ejerskabsmodel, anvendes et krav om kvalificeret flertal på 2/3. Således skal 2/3 af de afgivne stemmer være enige, for at et forslag bliver vedtaget.

Generalforsamlingen kan vælge, at sådanne spørgsmål kan sendes til afstemning pr. email blandt foreningens medlemmer for at sikre en hurtig og smidig proces frem imod de løsninger, der giver de største fordele og de mindste gener. Ved email-afstemning anvendes en frist for stemmeafgivelse på 2 uger.

Generalforsamlingen kan beslutte, at spørgsmål vedrørende placering sendes til afstemning pr. email blandt borgere i det berørte område. Afstemningen udsendes via kommunens system under MitID. Ved email-afstemning anvendes en frist for stemmeafgivelse på 2 uger. En vedtagelse af forslaget forudsætter at 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Valg af bestyrelse og suppleanter

Foreningens bestyrelse består af 7 medlemmer og op til 2 suppleanter.

Foreningen forpligter sig på at tilstræbe, at alle lokalområder er repræsenteret i bestyrelsen.

Alle aktive medlemmer på generalforsamlingen kan stemme på op til 2 af de opstillede kandidater. Herefter vælges 2 suppleanter. Suppleanterne vælges for et år. Angives samme navn to gange på en stemmeseddel, tæller det som en stemme.

Såfremt der ikke er opstillet flere kandidater end det antal, der skal vælges, er de opstillede kandidater valgt uden afstemning.

Dirigenten instruerer om afstemningsregler.

Den valgte bestyrelse træder i funktion umiddelbart efter generalforsamlingen.

Efter en generalforsamling udarbejder bestyrelsen et referat, der som udgangspunkt tilsendes medlemmerne pr. email senest 1 uge efter generalforsamlingen.

Den erhvervsdrivende fond

Den erhvervsdrivende fond oprettes med en bestyrelse på 7 medlemmer. Af de 7 medlemmer vælges 3 på foreningens generalforsamling..

Disse 3 kommer samtidig til at indtræde i foreningens bestyrelse.

Kun investorer i VE-fællesskabet er valgbare til fondens bestyrelse.

Efter 3 års virke vil de 3 foreningsvalgte medlemmer i fondsbestyrelsen løbende komme på valg med 1 om året.

De øvrige 4 medlemmer af fondens bestyrelse udpeges efter objektive kriterier blandt organisationer eller folk uafhængige af foreningen. Det tilstræbes, at de 4 uafhængige medlemmer bibringer fonden faglige kompetencer og lokalpolitisk forankring.

§ 5. Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når forpersonen eller et flertal i bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af de almindelige medlemmer skriftligt kræver det og samtidig meddeler de emner, som kræves behandlet af generalforsamlingen.

Generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter, at begæringen herom er fremsat.

Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger. Beslutninger træffes på tilsvarende måde som for ordinær generalforsamling.

§ 6. Foreningens daglige ledelse

Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen blandt sine medlemmer vælger forperson, næstforperson, kasserer og evt. sekretær.

Forpersonen – og i dennes fravær næstforpersonen – indkalder til og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse til møderne sker, når forpersonen skønner det nødvendigt, eller hvis mindst 3 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor forpersonen.

Indkaldelse sker skriftligt og med angivelse af dagsorden. Der udarbejdes referat af bestyrelsesmøderne.

Referatet skal godkendes af bestyrelsen og vil herefter være tilgængeligt på foreningens hjemmeside

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved almindelig flertal. Står stemmerne lige, er forpersonens stemme afgørende.

Bestyrelsen holder løbende medlemmerne orienteret. Det sker dels med nyhedsbreve pr. email til medlemmerne og dels på foreningens hjemmeside.

Bestyrelsen indkalder til medlemsmøder, når den ønsker at orientere og drøfte særlige spørgsmål med medlemmerne. I invitationen angives hvilke spørgsmål, der er tale om. Ligeledes kan bestyrelsen fremlægge forslag til email-afstemning blandt medlemmerne, når bestyrelsen finder forslagene parate til afgørelse.

Hvis mindst 20 medlemmer skriftligt opfordrer bestyrelsen til at afholde et medlemsmøde med angivelse af en dagsorden, skal bestyrelsen indkalde hertil inden 14 dage.

§ 7. Økonomi

Eventuelle udgifter i forbindelse med foreningens drift afholdes ved tilskud fra fonde og virksomheds-sponsorater samt ved midler indtjent ved diverse aktiviteter. Foreningens medlemmer betaler derfor for nuværende ikke kontingent.

§ 8. Tegningsregel

Foreningen tegnes af bestyrelsesforpersonen i forening med et bestyrelsesmedlem. Ved forpersonens forfald, tegnes foreningen af af 3 medlemmer af bestyrelsen.

§ 9. Hæftelse

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser foreningen eller dens repræsentanter måtte indgå, medmindre hvert enkelt medlem på forhånd har indvilget på vegne af deres husstand med deres underskrift.

§ 10. Vedtægtsændringer

Nærværende vedtægter kan ændres, når forslag herom er optaget på dagsordenen for en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

Vedtægtsændringer kræver flertal blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer.

Vedtægtsændringer træder i kraft, med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§ 11. Eksklusion

Hvis et flertal i bestyrelsen vurderer, at et foreningsmedlem aktivt modarbejder foreningens hovedformål, har bestyrelsen ret til øjeblikkeligt at ekskludere medlemmet.

Et ekskluderet medlem kan forelægge sin sag på den først kommende ordinære generalforsamling, med henblik på at opnå forsamlingens accept af genindtræden i foreningen.

§ 12. Opløsning af foreningen

Foreningens opløsning kræver vedtagelse af to på hinanden følgende generalforsamlinger inden for 30 dage og med mindst 14 dages mellemrum. Ved den første generalforsamling kræves et kvalificeret flertal (2/3) blandt de fremmødte, stemmeberettigede medlemmer. Ved den sidste generalforsamling kræves kun simpelt flertal.

Den sidste generalforsamling beslutter, hvordan en eventuel formue skal anvendes, da foreningens midler skal anvendes i foreningens virkeområde og formuen ikke kan udloddes direkte til foreningens medlemmer.